Sponsor

Turen til Lissabon via Hamborg Lufthavn

I år kunne vi tænke os noget nyt og anderledes og efter en del søgen på nettet, faldt valget på Lissabon i Portugal. Næste trin var at finde flybilletter, og vel at mærke via direkte fly, (vi gider ikke mellemlandinger). Ved at flyve fra Hamborg, frem for Billund, kunne vi sparer ca. 2/3 af prisen så det gjorde vi så.

Prisvenlig overnatning nær Hamborg Lufthavn

Vi valgte at give os selv en overnatning nær lufthavnen og betragtede det som en ekstra feriedag. Vores valg faldt på Hotel Cockpit som kostede dkr 550,- incl. morgenmad for to personer. Parkeringen var gratis den første nat og til de efterfølgende dage, mens vi var ude at rejse, købte vi en parkerings tilladelse som kostede 3,50 Euro pr. nat, (25 dkr. pr. nat). Hotel Cockpit er pænt og rent og morgenmaden godkendt, uden dog at være prangende.

Vi kunne self. vælge at tage en taxa fra hotellet til lufthavnen, men vejret var fint og vi var i god tid, så vi valgte at gå de ca. 1.7 km. hvilket tog os ca. 20 minutter. I samme prisklasse som Hotel Cockpit, kan du også vælge f.eks. Mein Hotel og derved komme en lille kilometer tættere på lufthavnen.

Hotel Cockpit, Hamborg

Hamborg Lufthavn - Lettilgængelig og meget overskuelig

Hamborg Lufthavn er meget brugervenlig og alt kører efter Tysk "ordnung muss sein". Vi skulle flyve fra terminal 2, men uanset om du skal afsted fra T1 eller T2, er det stort set samme indgang og man skal have en meget dårlig dag, hvis man skulle blive væk for sig selv herinde :- ) Lufthavnen er meget stor, men Tyskerne har formået at få det hele til at hænge fint sammen, så alt forløber uden problemer. Læs mere om Hamborg Lufthavn her.

Parkering ved Hamborg lufthavn

Det er naturligvis dyrest at parkere i selve lufthavnen, men der er masser af parkerings-huse, p-pladser og hoteller som tilbyder parkering, endda til meget rimelige priser. Fra de forskellige P-huse kører der normalt shuttlebusser til og fra lufthavnen, og ellers ligger mange p-pladser så tæt på, at jeg vil tillade mig at kalde det, "inden for gå-afstand".

Hamborg Lufthavn

Lissabon, here we come

Lissabon

Turim Almeda Hotel, Lissabon

Efter landingen tog vi bussen, den korte tur til Turim Alemda Hotel, et 4-stjernet hotel som bestemt kan anbefales. Personalet er super søde, top professionelle, og samtidig have glimt i øjet. Pigerne i morgenmads restauranten var undtagelsen som bekræfter reglen, lidt stive i det og virkede faktisk lidt nervøse og anspændte. Men de udførte deres opgaver og morgenmaden var både fin og alsidig.

Turim Almeda Hotel Lissabon

En blæsende velkomst

Vejret var desværre ikke helt på vores side. Temperaturen var omkr. 22 grader og der var delvist overskyet. Men først og fremmest var det en kraftig blæst som gjorde det noget koldt, specielt hen på aftenen. Men på trods af det knap så fede vejr, fik vi alligevel hurtigt en aften til at gå nede i midtbyen, hvor vi bare slentrede rundt på må og få, uden noget egentligt mål. På torvet "Martim Moniz" spillede et band Portugisisk musik med sjæl og det var tydeligt at de lokale var lette at "rive med". De mange drinks og cocktails hjalp måske også lidt med?

Med sydlandske rytmer i ørerne, begav vi os videre ud i byen og kom bl.a. forbi springvandet "Rossio Meydanı" på "Square Pedro IV", og den berømte "Santa Justa Lift" (Elevador de Santa Justa). Vi gad dog ikke stå i en 20 minutter lang kø for at få 10 sekunders "oplevelse", og valgte derfor at op til toppen. På vejen tilbage til hotellet, ved metro-stationen Almeda, fik vi øje på det helt fantastiske og meget smukke springvand, "Fonte Luminosa".

Vores første møde med Lissabon

Alt tekst

Skønne Lissabon, hvor er du smuk... og lidt anmasende

Vores første hele feriedag i Lissabon. Vejret var kun en smule bedre end dagen i forvejen; temperaturen var steget en grad eller to og solen fik lov at skinne mere igennem, men blæsten var der stadig, dog heldigvis kun i perioder. Men nu var det altså blevet tid til at lære byen nærmere at kende og gud hvor er den smuk, men også fyldt med mennesker...

Der er ikke flere turister i Lissabon, end der er i byer som Prag, Paris eller Rom, men både Jette og jeg er enige om, at på os, virkede det bare som om, at det hele var mere sammenpresset, ihvertfald de steder hvor de fleste turister havde det med at samle sig.

Jeg er fuldt ud klar over, at det nærmest er umuligt at finde en negativ rejsebeskrivelse fra Lissabon, (det var jo bl.a. derfor vi valgte netop denne by som feriemål), men vi vil dog ikke undlade at fortælle om de "mindre positive" indtryk af Lissabon. Når der er lige så mange i turister i f.eks. Rom, (flere), er det jo underligt, at vi følte Lissabon, som endnu mere "presset" af turister?

Faktisk tror jeg slet ikke det er turisterne som sådan, men nok nærmere det faktum, at f.eks. beværtningerne i Lissabon, (og der er seriøst mange), virker langt mere fokuserede på turisterne (læs: anmasende), end hvad vi har set andre steder. Det var faktisk lidt irriterende at gå rundt i midtbyen, og ustandseligt skulle sige "tak, men nej tak", til de mange tjenere. Det føltes næsten som tiggeri. Mens man stod og sagde nej-tak til den ene tjener, kom der straks en tjener fra en af de andre restauranter og "faldbød" priserne. Som regel ville de tilbyde os en gratis øl og hvis man havde tid og lyst, kunne man sagtens få en kop kaffe med også.

Derfor forlod vi ret hurtigt den allermest koncentrerede del af by-centrum, og faktisk skal man ikke meget langt væk, før man kan finde restauranter som henvender sig til de lokale, men hvor turisterne bestemt også er meget velkommen, og priserne var ca. halvdelen af priserne inde i "restaurant gaderne").

En af disse restauranter er "Restaurante Bar Porão de Santos", hvor vi kom forbi ved en tilfældighed. Vi sad udendørs, tjeneren talte fint Engelsk, men det var tydeligt at her fortrinsvis kom Portugisere. En u-formel, afslappet og meget hyggelig stemning. Maden var perfekt og prisen det halve af hvad vi betalte i midtbyen aftenen i forvejen.

Offentlig transport

Billetterne til offentlig transport

Billetter til bl.a. busser, sporvogne og metro kan f.eks. købes på metrostationerne og prisen er 6 euro pr. billet for ét døgn. Herefter kan billetten genopfyldes og du vælger self. selv hvor lang en tidsperiode du ønsker, (en time, en dag, tre dage eller en uge).

Tram 28 - Måske verdens mest kendte sporvogn?

Lissabon er kendt for mange ting, én af dem er deres sporvogne og specielt tram 28 som kører forbi en stor del af de mest kendte steder i byen. Du kan benytte den almindelige transport billet og derved er turen væsentligt billigere end hvis du tager den tilsvarende "røde sporvogn", som iøvrigt kører den samme rute. Men fordi den røde sporvogn er en desideret turistvogn, er priserne self. også væsentligt højere.

Men du skal være klar over, at tram 28 er meget populær og køen er derfor meget lang. Det kan let tage en halv time før det bliver din tur, og når du så endelig kommer ind, kan du risikerer at være en af de mange som skal stå op, og pladsen er meget sammenpresset. Hvor hyggeligt er det lige? Vi var dog heldige at stå langt nok fremme i køen, så vi kom ind blandt de første da det blev vores "kuld" der skulle læsses ind.

Tram 28 Lissabon

Første View Point

Undervejs med tram 28 kom vi frem til et torv som så rigtig hyggeligt ud, så vi hoppede af den kære gamle sporvogn og befandt os så på ét af de mange smukke "View Points" og hvilken udsigt. Stemningen var fænomenal og det var tid til en kop kaffe, mens vi sad og nød den skønne udsigt over byen med havet i baggrunden.

Castelo de S. Jorge

Efter kaffen skulle vi nu hen og se vores første egentlige turist attraktion i Lissabon, nemlig det mageløse Castelo de S. Jorge som blev bygget i midten af det 11. århundrede, under den mauriske periode og beliggende i et område som var svært at få adgang til, på toppen af bakken. Formålet med Castelo de S. Jorge, var at huse militære tropper og i tilfælde af belejring, den elite der boede i Alcáçova. I modsætning til de fleste europæiske slotte, var det ikke meningen at det skulle være en bolig. Elleve tårne er bevaret. Det også er her på Castelo de S. Jorge man kan se de mange smukke påfugle som frit bevæger sig rundt på borgen.

Mens vi gik rundt på Castelo de S. Jorge, kunne jeg ikke lade være med at tænke tilbage på vores tur til Malaga, hvor vi besøgte borgen Alcazaba som minder del om Castelo de S. Jorge.

Castelo de S. Jorge

Til gudstjeneste i Church of Saint Anthony

Når vi er på ferier kan vi ikke lade være med at kigge ind i de mange smukke kirker, både fordi de fleste er fantastisk smukt udsmykkede, men også for at give os selv et lille break. En af disse kirker var Church of Saint Anthony, en smuk og stemningsfyldt kirke i Lissabon. Mens vi sad der og nød udsmykningen, begyndte der pludselig at komme en del mennesker ind og lige pludselig, så vi os selv midt i en gudstjeneste... Ja ja, det sker ikke så tit, så hvorfor ikke tage den med? Det var faktisk ret hyggeligt og benene fik samtidig en tiltrængt pause ;- )

Tilbage i midtbyen

Ét af de steder man slet ikke kan, (eller bør) undgå, når man er i Lissabon, er den store plads "Praça do Comércio", som glimrer med de smukke bygninger, den fantastiske "byport" (Arco da Rua Augusta), og ikke mindst pladsen i sig selv med den dejlige strand.

Praça do Comércio

Elevador do Lavra

Som tidligere nævnt, er Lissabon bl.a. kendt for sine mange gamle og meget smukke sporvogne, men ikke mindst, er byen kendt for sine såkaldte "elevadores", altså sporvognene som kan køre dig op af de meget stejle gader. Er din kondition i orden og benene ligeså, kan du self. også gå op. Det gjorde vi da også sommetider, men det er nu også meget hyggeligt at hoppe på en af de der elevadores. Billederne herunder er alle taget ved den elevador som hedder "Elevador do Lavra".

Elevador do Lavra

Byvandring i de små stræder

Vi nød at komme lidt væk fra centrum og bare nyde freden og roen. De mange små gader og stræder er super hyggelige at gå rundt i og bakker var der (stadig) nok af. Specielt gaden "Calçada de Santo André" tog hårdt på bentøjet, både fordi den er lang og ret stejl, men også fordi middags solen nu begyndte at slå igennem for alvor. Da vi med sved på panden var næsten oppe på toppen, kom sporvognen så forbi :- )

Stemningsbilleder

National Pantheon

Helskinnet oppe af bakken ankom vi til pladsen hvor den smukke "National Pantheon" ligger. Jeg husker ikke indgangsprisen, men den var efter vores mening ret høj, og fordi vi kunne kigge ind af døren, synes vi ikke vi ville "ofre" det forholdsvist høje gebyr. Efterfølgende har vi dog nok lidt fortrudt, for faktisk tror jeg det er udsigten oppe fra det smukke tårn som primært er det som trækker de fleste mennesker gennem kasseapparatet. Vi var dog langt fra de eneste som nøjedes med at nyde synet og pausen ude fra selve torvet.

National Pantheon

Bang, så kom varmen til Lissabon

Efter godt og vel et døgn med megen blæst og middelmådige temperaturer, kom varmen for alvor til os og jeg skal da lige love for der for alvor blev varmt. Vi var ikke forberedt på meget varme og fik derfor ikke købt solcreme i tide. Allerede efter én dag i solen, var vi ret "brændte". Jeg selv havde faktisk fået små brandvabler i panden, så husk solcremen!

Bélem, et område vest for Lissabon

Inde fra midtbyen tog vi bussen ud til Belém, en tur på ca. 20 minutter. Vi kendte i forvejen til "Palce of Belem", "Jerónimos-klosteret" & ikke mindst, "Belemtårnet", eller "sandslottet", som jeg ret hurtigt fik det omdøbt til, men nu skulle disse attraktioner altså opleves "for real". Vi havde forventet rigtig mange mennesker ved Bélem, men det var egentlig ikke tilfældet. Selvfølgelig var vi ikke de eneste turister, men det var på ingen måde voldsomt.

Hvad der derimod overraskede os, var selve området. Det var lidt underligt, for naturligvis var de førnævnte attraktioner gamle, men hele området virkede mest som om det var bygget op omkring attraktionerne. Så på en eller anden underlig måde, blev det hele en sammenblanding af helt nye spisesteder, gøgl og smukke gamle attraktioner.

Vi ved ikke rigtigt hvor meget området tiltalte os, men kan man lukke øjnene for alt det moderne "nybyggeri", og bare nyde de kendte seværdigheder, så kan Bélem anbefales. Jo, selvfølgelig skal man se Belém når man i forvejen er i Lissabon.

Stemningsbilleder fra Belem

Cemitério do Alto de São João

Kirkegården Cemitério do Alto de São João er meget stor og man har gjort sig stor umage med de fleste af de mange gravsteder. Det var en underlig fornemmelse at bevæge sig rundt mellem gravstederne. Mange havde dører med håndtag og lås, i nogle af dem kunne man se direkte ind på kisterne og på enkelte stod "vinduerne" lidt på klem, gad vide hvorfor egentlig? Fra den nederste del af området, kan man opleve en fantastisk smuk udsigt til havet.

Kirkegården blev bygget i 1833 som følge af den store koleraepidemi, som ramte Lissabon. I dag "betjener" kirkegåden den østlige del af byen. Haven er beplantet med cypres, eukalyptus, robinier, johannesbrød træer, jacarandas, blandt mange andre. Faktisk er Cemitério do Alto de São João en rigtig by, med nummererede huse og gader. Portugals første krematorium blev bygget på netop denne kirkegård i 1925.

Er denne slags kirkegårde også spændende for dig? Så kan vi anbefale dig at læse rejsebeskrivelsen fra vores tur til Budapest, hvor vi netop besøgte en tilsvarende.

Cemitério do Alto de São João - De dødes by

Museu Nacional do Azulejo

Næste stop på vores private "sightseeing", gik til Museu Nacional do Azulejo. Normalt er vi ikke så meget til museer, men her gjorde vi altså en undtagelse og det fortrød vi ikke. Specielt blev vi betaget af den helt fantastiske kirke med sine guldbelagte træudskæringer og de mange smukke kakler. Inde i gården kan du nyde mad og drikke og det er faktisk ikke særlig dyrt.

Museu Nacional do Azulejo

Vores sidste aften i Lissabon

Efterhånden nærmede tiden sig for at vende flyet den anden vej, tilbage til Danmark. Men inden da, fik vi en skøn eftermiddag og aften, og igen valgte vi at bevæge os lidt væk fra selve centrum. Her skulle vi bl.a. opleve udsigtspunktet "Miradouro do Parque Eduardo VII" og "25 April -broen". Sidstnævnte var nu mere speciel end egentlig smuk. På vejen ud til broen, kom vi forbi fængslet "Estabelecimento Prisional de Lisboa". Bygningerne var spændende at se, men hegnet og vagttårnene gjorde jo sit til, at man ikke var i tvivl om hvilket sted der var tale om.

Fængslet, 25 April -broen & udsigt over byen

Terminal 2, lufthavnen i Lissabon

Vi havde læst en del "anmeldelser" af denne lufthavn og var faktisk en smule spændt på selv at opleve den i forbindelse med vores tidlige morgenfly til Hamborg. Mange mennesker siger at den er alt for tætpakket, lille og nærmest umulig at finde rundt i. Vi er ikke enige, tværtimod synes vi faktisk at det nok er den mest simple og mest overskuelige lufthavn vi endnu har rejst fra.

Lette adgangsforhold fra byen, både med bus, metro eller taxa. Kør efter terminal 1 og tag derefter den gratis lufthavnsbus ud til terminal 2, (ca. 5 minutter). Bussen kører ca. hvert 10. minut. Nogle påstår også at der næsten ingen muligheder er i terminal 2 for at spise, gøre indkøb o.s.v. - Det passer ikke. Der er op til flere restauranter og kaffebarer og priserne er væsentligt lavere end ovre i den større terminal 1, nærmest halv pris. Her er også toldfri butik og gode toiletforhold.

Det er rigtigt at T2 ikke er så stor som T1, og det er også muligt at den føles mindre på andre tidspunkter af dagen, hvor der nok er flere mennesker, men måske netop fordi den ikke er så stor, er det faktisk uhyrer let at finde ned til checkin. Der er kun én vej, ned i kælderen, så det er ikke noget man overhovedet skal være nervøs for.

Lufthavnen i Lissabon

GEM ATTRAKTIONERNE PÅ DIN SMARTPHONE MED GOOGLE MAPS

1. Klik knappen for at åbne POI kortet.
2. I Google Maps skal du klikke på ‘FØLG’.
3. Herefter er den pågældende POI gemt i Google Maps, under punktet ‘Dine Steder’ / ‘Gemt’.

Skulle du senere ønske at fjerne POI’en igen, skal du blot vælge den pågældende POI under ‘Dine Steder’ / ‘Gemt’, og her klikke på ‘Fjern`.
Vores rejse til Lissabon, byen på de syv høje
Lissabon er en storby med mange turister, stejle gader, sporvogne, kakkelhusene og pragtfulde pastelfarver. Pas på de spejlglatte fortove! Befolkningen er utroligt søde, venlige og meget hjælpsomme. Priserne er moderate, men til den høje side.

Skulle vi ske at komme tilbage til Lissabon på et tidspunkt, har vi lovet os selv, at vi næste gang vil tilbringe en dag eller to ude i det helt fantastiske "Parque Natural de Sintra-Cascais", som en modvægt til den turistfyldte midtby i Lissabon. Men om vi kommer igen, er vi faktisk ikke helt sikre på. Byen var lige lovligt turistfokuseret til vores smag, men dejlig, det er den, så måske?
ATTRAKTIONER85%
RESTAURANTER85%
PRISNIVAU80%
TILGÆNGELIGHED (FRA HAMBORG)90%
85%SAMLET
Brugernes bedømmelse: (7 Votes)
92%
  • Var denne artikel nyttig for dig?
  • Ja   Nej

Lignende artikler

Kommentarer

Din email vil ikke blive offentliggjort